Kategorier
Elbil

Dag 5 – Ry til Eibergen (Holland)

Gå til indlægget → Kør-selv-ferie med elbil
Gå til indlægget → Dag 4 – Legoland

Dag 5, del 1 – Ry til Padborg

Afgang fra Ry med 93%. ABRP havde på forhånd regnet ud at det lige akkurat kunne nås. Jeg havde indstillet den til max 120 km/t.

Da vi begyndte at køre, sagde den 17% tilbage. Gæt-o-meteret kiggede jeg ikke på før til sidst, hvilket slet ikke giver mening. For så bliver man først rigtig stresset.

Vi landede ved Industrivejens Grillbar med 13% tilbage. Og bilen nåede ikke at brokke sig, som den gjorde igår ved 12%.

Der holdt en bil ved laderen, og jeg forventede egentlig at skulle vente lidt. Men den havde type 2-stikket i, så vi kom igang med at lade med det samme.

Vi er pt i gang med at lade, og skulle gerne op på 90%. Så har vi en lille buffer ned til Clevers lader i Quickborn i Tyskland. Der siger ABRP 20% efter en lille omvej til Fleggaard.

Der ligger en kæmpe stor Circle K med “café” og gode toiletforhold ved siden af grillbaren.

Dag 5, del 2 – Padborg til Quickborn, Tyskland

Vi ankom til Clever-laderen i Quickborn med 22%. Laderen var ledig. Det var blevet tid til frokost, og vi var lige kørt forbi en McDonalds, så vi valgte at gå derover. Ikke en lang tur, men heller ikke lige ved siden af.

Tiden løb fra os, så den nåede op på 94% inden vi var tilbage. Der holdt en flink dansk mand, som var på vej hjem fra Tyskland med sin nye elbil tilsluttet Type 2. Vi fik en hyggelig kort snak mens han skiftede over til CCS.

Dag 5, del 3 – Quickborn til Stuhr og Dammer Berge

Der har været en del trafik og vejarbejde undervejs. Og da vi i forvejen kun stod til at lade en lille smule i Stuhr, tænkte jeg ikke videre over, at ABRP sløjfede ladestoppet og vise os direkte til Ionity Dammer Berge.

Men jeg fik kastet blikket på bilens procentvisning (den har kun en “benzinmåler”-visning, ikke egentlig procent) og sammenlignet med ABRP’s procentvisning, var den helt gal. Så jeg panikkede og kørte ind på næste rasteplads med lader.

Det var rastepladsen Grundbergsee, hvor der stod en EON 50 kW-lader. Den var fuldstændig umulig at få startet.

Ungerne var i mellemtiden gået på opdagelse efter et toilet. Halvstresset som jeg var blevet, glemte jeg alt om betaling. Og de havde derfor ikke fået penge med… de kom halvgrædende tilbage efter at være blevet skældt ud over de manglende 50 cent pr. snude…

Med ladestatus tastet manuelt i ABRP fik vi anvist en EWE-lader i Bühren. Den kørte vi til. Lynladeren ved McDonalds var optaget, men der stod også en ældre 50 kW-lader, som vi tog.

Planen var kun lige at få nok til at komme til Ionity på Dammer Berge rasteplads. Så efter en toilettur passede der meget fint med at komme videre.

Dag 5, del 4 – Dammer Berge til Eibergen

På rastepladsen Dammer Berge er der både en enlig EON-lader af samme type som fejlede tidligere samt 4 Ionity-standere. Sidstnævnte havde hele tiden været planen, og den startede bare og kom hurtigt op i gear.

Det er bare en fornøjelse, og jeg tror turen videre til Paris og også hele hjemturen bliver planlagt ud fra Ionity-laderne.

Vi fyldte op til 85% og kom afsted. Motorvejen var blevet godt tom, dog stadig en del vejarbejde, så det var meget op og ned i fart.

Der kom en god håndfuld tyske raketter forbi i yderbanen. Selv om vi til tider lå i den gode ende med hastigheden.

Det var faktisk lige ved at gå galt, da gæt-o-meteret var kritisk tæt på den resterende afstand. Det var ellers planen at ankomme med ca 20%. Med lidt pæn kørsel efterfølgende og eco-mode ankom vi med 19%.

Der er heldigvis lader på campingpladsen. Her sidder bilen i mens jeg skriver dette. Startet med Shell Recharge-kortet.

Mir Juicepass ville desværre ikke fungere. Jeg brugte derfor appen Chargeprice til at finde ud af hvilken af min gode håndfuld ladebrikker, jeg kunne bruge.

Der skal ikke ske så meget her før Dag 9, hvor turen går til Marne-la-Valée uden for Paris. Med lader på campingpladsen i Eibergen forventer jeg at vi kører afsted med 100%. Jeg har netop kigget på ruten i Abetterrouteplanner – og det bliver højst sandsynligt Ionity-ladere hele vejen derned. Dog viser ABRP at der på rastepladsen Barelle på A26 kun er 2 lynstandere, heraf 1 der er itu. Der skulle også være en enkelt 50 kW-lader.

Da vi kommer kørende af A1 i Frankrig for at dreje over til Ionity-laderen på A26, derefter på A2 for at komme tilbage til A1, prøver jeg nok at finde en lader på A1 derimellem. Jeg har vist fået sat ABRP til kun at bruge Ionity…

2 kommentarer til “Dag 5 – Ry til Eibergen (Holland)”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *